Nr. 26 - marts 99 Spådomskunst Spådomskunst af Nikolaj Frøkjær-Jensen Er der nogen sammenhæng mellem linier i en hånd og et skæbneforløb; et livsforløb og en stjernes stilling ved fødslen; et tilfældigt udtrukket digt eller bibelvers og en vigtig beslutning med konsekvenser i en uoverskuelig fremtid; revner i et skildpaddeskjold eller kort på et bord og et menneskeliv? Hvis vi stiller spørgsmålet rent logisk og ud fra forholdet mellem årsag og virkning, må svaret være absolut "nej". Der er ingen sammenhæng. Linier i en hånd eller et horoskop giver os ikke en fornuftsmæssig beskrivelse af verden. Et tilfældigt bibelvers udtrukket fra en krukke eller et gammelt digt valgt af en lille fugl i et bur hører heller ikke til de forhold, som rent fornuftsmæssige beslutninger om vores liv bygger på. Udbredt i alle kulturer Ikke desto mindre er spådomstraditioner omtrent lige så udbredte i alverdens kulturer til alle tider, som religion er det. Folk har enten selv foretaget - eller af særlige specialister fået foretaget - varsler i forbindelse med vigtige beslutninger. Til tider er spådomstraditioner så nøje indvævet i en religiøs tradition, at de ikke kan adskilles herfra - som da Herren sender en klar besked ved en lodtrækning (foretaget af aldeles ugudelige søfolk) om Hans allestedsnærværelse til den flygtende profet Jonas (Jonas kap. 1 v. 7ff). Andre spådomstraditioner har i historiens løb fået deres eget liv ved siden af det etablerede religiøse system - som f.eks. astrologien i Europa. Før i tiden kunne man lægge afstand til spådomstraditionerne ved simpelt hen at sige, at den slags hørte til hedengangne, uoplyste tider og til mennesker, der ikke besad moderne videnskabelig erkendelse. Så simpelt er det ikke længere. Socialantropologien (studier af mennesket i en social sammenhæng - red.) har lært os, at der ikke findes noget samfund, der ikke har en ganske sund og fornuftsmæssig forståelse af verden og dens måde at fungere på. Man kan derfor ikke uden videre anse spådomskunst for den uoplystes (forfejlede) videnskab. Derudover er det tydeligt, at Danmark i en tid, hvor videnskabelig erkendelse og teknologisk kunnen har nået store højder, har fået et comeback for spådomskunst - også blandt den intellektuelle og velinformerede del af befolkningen. Vi er altså tvunget til at gennemtænke hele spørgsmålet igen! To typer forståelse Det er ikke muligt at behandle et så mangfoldigt område som spådomstraditioner under ét. Dertil er systemerne og traditionerne alt for forskellige - ikke mindst i forhold til, hvordan de "virker og fungerer" som levende traditioner i menneskers liv. Men når dette er sagt, kan man dog se en vis fællesnævner i mange af traditionerne. For at vende tilbage til vores indledning er det bl.a. et fælles træk, at de fleste spådomstraditioner sammenholder to ting, der ikke har nogen fornuftsmæssig sammenhæng med hinanden. Mening med at hævde en sammenhæng er ikke at modsige almindelig fornuftsmæssig indsigt i årsag og virkning. Snarere er pointen i spådomstraditionerne at udbygge en almindelig fornuftsmæssig forståelse med en anden type af forståelse - en forståelse der er poetisk og intuitiv (umiddelbart anskuende uden logisk tænkning - red). For er det ikke netop intuitionen, der er i stand til at finde en sammenhæng mellem det, der ellers ikke har nogen sammenhæng? Hvis denne pointe er rigtig, ligger spådomskunstens muligheder ikke så meget i det, der tolkes, men i den, der tolker. Sandheden ligger ikke i stjernerne, men i astrologen; ikke i I Chings hexagram, men i mesteren, der lægger hexagrammet. Psykologi, etik og kanaler At bestemme spådomskunst som intuitionens kunst siger naturligvis ikke meget. Det er som at sige, at filosofien er fornuftens og logikkens kunst. For lige så lidt som fornuften og logikken kan leve i et tomt rum - lige så lidt kan intuitionen. Den hører også hjemme i et "rum" - et liv og en tradition, hvor den lever og udfolder sig. Selv om forskellige traditioner grundlæggende fungerer efter det samme princip, er det ikke dermed sagt, at de gør det samme med de mennesker, der bruger dem. I denne sammenhæng er det vigtigt at gøre sig klart, at kun de færreste spådomstraditioner simpelt hen går ud på at forudsige dit og dat om fremtiden - det er ofte det mindste af det. Oftere er der tale om, at spådomskunster fungerer som psykologier, der hjælper mennesket i dets rejse mod at finde sig selv; som etiske systemer, der skal hjælpe mennesket med at handle ret; som kanaler, hvorigennem Gud (eller guderne) meddeler deres vilje - eller som noget helt fjerde. Set i denne sammenhæng bliver det ganske klart, at selv om spådomstraditioner måske alle har intuitionen til fælles, så kan de ikke, nødvendigvis, alle under et ses som "det samme". Der er derfor ingen vej uden om, at vi må forholde os til disse traditioner hver for sig.