Forside  |  Søg  |  Kontakt  |  English
 

14.02.13 13:43

Læs denne spændende beretning af teolog Kio Jørgensen Ng, som lige nu er volontør ved retræte- og dialogcentret Tao Fong Shan.

Leaving the comfortzone: en tur i hinduistisk ashram

Solen er ved at gå ned over Shatins bjerge og “skoven” af boligkomplekser, mens en kølig aftenbrise langsomt erstatter den tidligere lune dagstemperatur.
Efter at have været forsamlet til aftenbøn i det kinesisk-buddhistisk inspirerede kapel, Christtemple, er en lille gruppe skandinaviere og undertegnede ved at indfinde os på parkeringspladsen for at mødes med Tao Fong Shans præst, John.

Klokken nærmer sig 18:30 og vi skal forlade den comfortzone, som Tao Fong Shan udgør, for at tage på udflugt til Hong Kongs pulserende shopping og turist centrum, Tsim Sha Tsui.
Anledningen er dog en anden: Vi skal besøge den hinduistiske Chimaya missions ashram – et tempel – for at deltage i deres gudstjeneste og derigennem udvide vores troshorisont. Forud for vores ankomst til templet i det østlige Tsim Sha Tsui, Mody Road, i en lejlighed på omkring trettende sal, fortæller John os lidt om det hinduistiske tempel. 

 

Templet  tilhører den hinduistiske retning adveita. Det vigtigste i adveitas monistiske livssyn er, at alt i universet er ét. Dvs. del af samme guddommelige virkelighed, hvor det for mennesket handler om at vende tilbage til sit guddommelige ophav. Det kan mennesket gennem en række øvelser som f.eks. meditation, bøn og studie af helligskrifterne, Bhagavad Gita (Herrens Sang/Herren synger), der synges = chantes.

En vigtig pointe der blev understreget var, at man i sin stræben på sin åndelige rejse godt kan fejle, og det bliver der givet rum til.

Gudstjenesten bliver indledt med en studiekreds for mænd og kvinder. Dér underviser den kvindelige lærde, som John kender gennem sit arbejde med religionsdialog, i, hvordan en passage fra Bhagavad Gita, skal forstås og overføres på hverdagen. Til forskel fra en kristen bibeltime hvor fortællingen dialogisk diskuteres mellem præst og studerende, skal menigheden i den hinduistiske sammenhæng modtage lærerens guldkorn.

 

Teksten tematiserer, hvordan man overkommer den kløft, der er mellem lavt og højt selvværd. Udgangspunktet er, at alle fødes – er skabt - forskellige og med et formål (som man selv skal finde). Alligevel er vi dog ens. Mennesket rummer i adveita-hinduismen qua sit guddommelige ophav et potentiale til at ændre sin tilværelse til det bedre.
På denne åndelige rejse kan vi dog komme ud for en række forhindringer, som f.eks. frygt (vasanat) og arrogance. Arrogance bliver beskrevet som den hindring, der gør at vi ikke kan elske og tjene Gud og menneskeheden. Derfor er arrogance dårligt for vores indbyrdes relationer.

Men i og med vi selv har potentialet til at arbejde os op på et højere – guddommeligt – plan afhænger det hele af dit sind. Hvordan skal man så træne sit sind?
Det gør man f.eks. gennem regelmæssig meditation. Studiekredsen bliver afbrudt af en kort meditation hvor vi blev inviteret til i en behagelig, siddende position, at deltage. Konkret reciterede vi mantraet oohm, Shanti Shanti, Shanti... for hver for sig at nærme sig det guddommelige ”verdens-alt”, vi er adskilt fra.

Afslutningsvis bliver vi inviteret og udfordret til at modtage en lektie. Lektien fungerer som tema for den næste lektion: Hvordan mindsker jeg afstanden mellem lavt og højt selvværd og hvor befinder jeg mig i livet i forhold til hvordan jeg tackler daglighedsproblemer som arrogance, generøsitet, tålmodighed osv? Dernæst går menigheden i procession op til underviseren for at modtage en velsignelse og en håndfuld nødder til at spise. Et tegn på at alt, selv maden, har et guddommeligt ophav...

 

Overordnet er jeg taknemmelig for at jeg fik lejlighed for at komme så tæt på en anden trospraksis og betragte deres tilgang til ”det Hellige”. Som luthersk kristen kunne jeg ikke lade være med at tænke, at når fokus på hvad jeg kan gøre bliver så stort, og grænsen mellem menneskelighed og guddommelighed er udvisket, er der så brug for – plads til Kristus som frelser og forsoner? Og når vi som kristne tror, hviler i troen på at vi er skabt i Guds billede, behøver vi så at stræbe mod at blive Gud?

Ja, vi har behov for at søge Jesus Kristus, idet hans nåde gør os i stand til at forsøge at overkomme åndelige forhindringer som arrogance og forblive ydmyge. Dermed ikke sagt, at man ikke kan lære af religioner, hvor Kristus viser sig som små klare lysglimt på en mørk himmel.

 

For mere information om Chimaya missionen:
http://www.chinmayamission.com/chinmayamission.php

Amen.